“Addicted to Food” på Netflix

Nu da jeg har været syg idag, så har jeg brugt tiden på at se nogle afsnit af “Addicted to Food” på Netflix. Det er en serie omkring folk der lider af spiseforstyrrelser – alt fra bulimi, overspisning og anoreksi. De vælger at behandle alle patienterne sammen, da de mener at sygdommene minder om hinanden. De mener at det ofte bunder i de samme ting, fx mangel på opmærksomhed, følelsen af ikke at være god nok, mishandling og vold i barndommen, seksueltovergreb, følelsen af at være alene mv., hvilket jeg egentlig tror er rigtigt nok.
I serien kan man se hvordan mad styrer hele deres verden, og hvordan det er det eneste som de tænker på. Mange af dem er endda ved at give op på projektet, fordi det er så hårdt for dem, at de ikke selv kan kontrollere deres valg og mad og mængden af det. Nogle af dem føler hele tiden at de ikke får nok mad (selvom kostvejledere har lavet en kostplan, som passer til dem), mens andre føler at de får for meget mad og bliver tykke. En af dem kaster op i skjul, selvom hun kun vejer 43 kg og er 48 år gammel. En anden overspiser fordi hun ikke vil indrømme overfor hendes forældre, at hun er til det samme køn.
Det er en utrolig spændende serie, som man virkelig kan sætte sig ind i, hvis man selv har været spiseforstyrret. Og måske også en serie mange af ens pårørende burde se, for at forstå en bedre.
Jeg ved at mine forældre aldrig ville indrømme, at jeg havde en spiseforstyrrelse, og den dag idag ville de stadig ikke snakke om det. Selv da jeg vejede 39kg som 15 årig, så synes de stadig ikke at det var noget en psykolog skulle indblandes i. De mente bare at jeg var sund og elskede grøntsager. Det er også helt forståeligt og acceptabelt, at de ikke kunne se det – jeg prøvede selvfølgelig også at skjule det. Det er også forståeligt, at ens tætteste ikke kan sætte sig ind i det, eller forstår at det stadig påvirker en. For jo selvfølgelig påvirker det stadig en. Selvfølgelig tænker jeg stadig hver dag på, hvordan jeg gerne vil se ud til sommer, og at det ville være pinligt hvis jeg havde lidt for meget fedt rundt omkring. Selvfølgelig vil jeg stadig gerne kontrollere min mad, men samtidig er der også dage hvor jeg kommer til at give helt slip og ikke kan styre mig. Også ligger jeg 5 timer senere med ondt i maven, og har tømt 2 is bøtter, en pose med rundstykker og et glas nutealla. Det har personligt hjulpet mig, at have en som står for min kost, ift at vælge “gode og dårlige” valg, og følelsen af at det så nok skal gå den rigtige vej. Og det hjælper mig derudover også, at have en som står for min styrkeløft træning. Det gør at jeg føler kontrol, og føler at jeg så nok skal blive god nok. Det gør at jeg ikke hele tiden fiksere på, om jeg nu træner rigtigt eller spiser rigtigt. Det gør at jeg ikke behøver tænke lige så meget, eller frygte om jeg bliver tyk – for ja det tænker jeg tit. Selvom jeg er nr. 1 i  DK i min klasse, så er jeg stadig usikker på mig selv hver dag når det kommer til mit udseende. Og det er træningen jeg føler, at jeg finder ro i, da jeg ved at jeg er god og kan blive endnu bedre hver dag.

Min regel for at komme videre i livet på hårde dage – stil dig selv spørgsmålet: hvordan vil jeg gerne huskes?
Mit svar er: jeg vil gerne huskes som hende der var mega stærk og slog en masse Danmarks rekorder. Hende som både var en dygtig styrkeløfter, CrossFitter, veninde og kæreste.